Jyske Invest Forvent en Forskel En rentestigning lader vente på sig Mange forventede, at renten ville stige i 2014. Men renten ligger stadig lavt og giver et fingerpeg om, at den globale økonomi stadig har det svært i kølvandet på finanskrisen. Efter den amerikanske centralbanks udmelding sidste år om, at dens massive obligationsopkøb gradvist ville blive aftrappet, havde de fleste ventet, at renterne ville stige i 2014. Det blev yderligere understøttet af udsigten til en opblomstring i den amerikanske vækst båret af et øget privatforbrug. Men ikke nok med at de lange renter ikke er steget som ventet. Både USA og Europa har oplevet pæne rentefald i årets første måneder. Det har gavnet obligationsinvestorerne, men er samtidig et signal om, at den globale økonomi stadig lider under eftervirkningerne af finanskrisen. Væksten skuffer i USA De tiårige renter i USA er faldet fra ca. 3% ved årsskiftet til aktuelt ca. 2,5%. Det kommer efter en skuffende vækst i 1. kvartal og signaler fra den nye centralbankdirektør Yellen om, at der kan gå en rum tid fra de sidste obligationsopkøb til den første renteforhøjelse. Samtidig har investorerne foreløbig de negative briller på og ser bort fra fremgangen i beskæftigelsen for i stedet at fokusere på den skuffende svage lønvækst, der truer med at bremse opsvinget. Frygt for deflation i Europa I Europa har årets første måneder været præget af meget lave prisstigninger, hvilket har skabt frygt for deflation. Deflation begrænser investeringslysten, og den Europæiske Centralbank (ECB) ser derfor meget gerne, at der kommer lidt mere fart i priserne i Europa. Senest har ECB reageret ved at sætte renten yderligere ned, og samtidig har man tydeligt signaleret, at man er villig til at gå videre med andre mere markante former for pengepolitiske stimulanser, hvis det viser sig nødvendigt. ECB’s tiltag har medført, at de tiårige statsobligationsrenter er faldet til rekordlave niveauer omkring 1,4% mod 1,9% ved årsskiftet. Svært at spå om fremtiden Om de lange renter vil stige i den kommende tid, er i sagens natur svært at spå om. Vi forventer, at de faktorer, som har drevet renterne ned i 2014, gradvist vil aftage, og ud fra vores målestok virker renterne i øjeblikket meget lave. Der er risiko for, at finanskrisen i 2008 har ramt de langsigtede vækstudsigter hårdere end først antaget – og den usikkerhed kan i sig selv være med til at fastholde renterne på lave niveauer. Vi venter, at vækst og inflation efterhånden vil vende tilbage til et normalt leje, og derfor fastholder vi også vores forventning om et højere renteniveau fremadrettet. Europæisk anerkendelse til Jyske Invest Endnu en prissæson er afsluttet, og igen i år har Jyske Invest vundet mange flotte priser. Vi er specielt stolte af vores priser som den bedste mindre investeringsforening over tre år i Tyskland, i Schweiz, i Holland og samlet for hele Europa. Europa-prisen vandt vi faktisk for tredje år i træk. Priserne er uddelt af det internationalt anerkendte ratingbureau Lipper, som også tildelte os 22 andre produktspecifikke priser i fem europæiske lande og for hele Europa. Også danske priser Også i Danmark har vi fået priser i år. Hele to er det blevet til fra Morningstar. Her fik Jyske Invest Fjernøsten Aktier en pris som den bedste danske afdeling med Fjernøsten-aktier, og Jyske Invest Europæiske Aktier fik en pris som den bedste danske afdeling med europæiske aktier. Med de mange priser har Jyske Invest endnu en gang bevist, at vi kan begå os i den absolutte top af det europæiske investeringsmarked. Læs mere om vores priser på jyskeinvest.dk/ omjyskeinvest/priserogudmaerkelser.
Download PDF fil